REKORDBROER

VERDENS LÆNGSTE HÆNGEBRO

ecmadao-KXEDlfVqJq8-unsplash.jpg

Hængebroer er utvivlsomt kategorien, hvor Danmark har tradition for at brillere mest. Du kan være helt sikker på, at vi har været involveret i at bygge mange af de vildeste hængebroer i verden. Og intet tyder på, at det er ved at ændre sig. 

De fleste mener nok at vide, at Storebæltsbroen, med sit imponerende spænd på 1.624 meter, tilbage i 1990’erne var verdens længste hængebro. Det var også tæt på at blive sådan, men bare to måneder før åbningen af Storebæltsbroen kom – ud af det blå – broen Akashi Kaikyo i Japan, der med sine 1.991 meter trygt indtog verdensrekorden.

Storebælt 3.jpg

Billede: Copyright COWI

Storebæltsbroen er dog stadig en af verdens smukkeste broer. Men det har altså desværre aldrig været den længste. Danmark blev frarøvet verdensrekorden. Storebæltsbroen ligger i dag på femtepladsen. Verdens vildeste brobyggere på en femteplads? Det holder ikke.

Akashi Kaikyo er stadig verdens længste hængebro, men det varer ikke længe endnu. Det rører igen på sig i den danske andedam. 

Den danske rådgivende ingeniørvirksomhed COWI er nemlig i fuld gang med at generobre verdensrekorden. I Tyrkiet bliver der lige nu bygget en bro, hvis design COWI står bag, og som efter planen står færdig i 2022. Broen hedder 1915 Çanakkale Bridge og kommer til akkurat at snige sig ind på førstepladsen – med et spænd på 2,023 meter er den 30 meter længere end rekordholderen. Og den bliver flot. Meget flot. Danmark er tilbage på toppen. 

Men som om det ikke var nok, så er historien ved at gentage sig. For ligesom med Storebæltsbroen i 90’erne er der nogen, der er ved at overhale indenom. Men bare rolig – der er Danmark også repræsenteret. COWI er nemlig med som rådgivere på en hængebro i Kina, der kommer til at indtage verdensrekorden og placere broen i Tyrkiet på en bitter andenplads. Arkitekterne er selvfølgelig også danske – Dissing+Weitling er tegnestuen bag.

Canakkale 2.jpg

Billede: Copyright COWI

Canakkale_10.11.2019 ASYA 5. BLOK (3).JPG

Billede: Copyright COWI

Verdensrekorden fra 1915 Çanakkale Bridge kommer altså med en udløbsdato. Så snart broen åbner i Kina, så hopper den direkte ind på førstepladsen med sin længde på 2300m i frit spænd. En af de vilde brobyggere, der arbejder med broen, hedder Jesper Sørensen. Han arbejder ude i Kongens Lyngby, hvor COWI holder til i et egentlig meget fredsommeligt område. Her er stille og roligt. Men det er broen i Kina altså ikke – den er liret. Og den går pænt bevidst efter rekorden: 

»Jeg arbejder lige nu som rådgiver på en hængebro i Kina, og når den åbner, bliver den verdens længste hængebro. Vi er jo i fuld gang med byggeriet af broen i Tyrkiet, hvor jeg også har stået for en del af designet, og som bliver verdens længste, når den står færdig. Men den i Kina kommer til at stå færdig bare få år efter, og så tager den altså allerede rekorden. Den er lige godt 300 meter længere. Vi mener dog faktisk, at vi uproblematisk kunne kostoptimere broen og forkorte den med mere end de 300m – men det er kineserne selvfølgelig ikke interesseret i,« griner Jesper.  

Nej – rekorder i broernes verden er nemlig ikke noget, man kimser ad. Har man muligheden, så griber man den. Vi holder jer opdateret på, hvem der griber næste gang. Der er altid nogle rekord-stjælere i gang. Og de sidder højst sandsynligt et sted i Danmark – faktisk ligger Jesper selv inde med et færdigt design på en hængebro, der gør alle de andre hængebroer, der kan kalde sig verdens længste, til skamme. Mere om den senere.