YNDLINGSBROER

STJERNEARKITEKTENS YNDLINGSBRO ER SOM RINGENES HERRE I SCHWEIZ

Jesper Henriksen er partner og arkitekt i Dissing+Weitling – tegnestuen, der står bag Storebæltsbroen, Cykelslangen og snart verdens længste hængebro i Kina. Jespers yndlingsbro er en af de sjældne, nemlig en stressed ribbon fra Schweiz. 

»Det er usædvanligt svært at vælge en yndlingsbro – og jeg vil helst ikke vælge en af vores egne. Min yndlingsbro er en bro i Schweiz, der hedder Pùnt da Suransuns. Det er en enormt fin bro, som også udtrykker meget af det, jeg finder fascinerende ved at tegne broer.

Det er en smuk, lille fodgængerbro af brotypen stressed ribbon. Den ligger over en ganske lille flod måske – 30-40 meter lang – og består af to meget tynde metalbånd, som man har spændt ud på tværs af floden. Så har man simpelthen lagt nogle granitklodser ud, som er fundet i området, og fået spændt dem sammen, så man på den måde åbner en meget flot kurve. Og så har man sat et ultratyndt rækværk på. 

Det fine ved brotypen stressed ribbon er, at den fungerer lidt ligesom en hængebro, men den virker bare omvendt. I stedet for en hængebro, som går op og holder et dæk, så er den her selve dækket. Hvis man går helt tilbage i tiden, til de første mennesker, der skulle krydse en kløft, er de sikkert startet på samme måde, nemlig med at spænde en lian op og gå over den – så på den måde er stressed ribbon en brotype, der går langt tilbage i historien.

Man bruger den ikke så meget i dag. En af grundene er, at man skal have overordentligt godt fast i noget klippe på begge sider, som kan holde broen; hvis den står på jord eller noget lignende, vil den stille og roligt blive trukket ud i floden. Men det kan lade sig gøre her, fordi du bygger på ren klippe. 

En anden grund til, at man ikke bruger den type så meget er, at den ligger i et bueslag som gør, at når man kommer hen til enderne af broen, vil stigningen typisk være lidt over, hvad fodgængere og cyklister vil acceptere herhjemme. Det har man heldigvis valgt at se stort på i det her tilfælde. 

Jeg synes broen er vellykket i al sin enkelhed. Brugen af materialer er helt minimeret. Man skal nemlig over en del klipper for at komme hen til området, så det har været en del af opgaven at bruge de materialer, der findes i området, og at bruge så få materialer som muligt – hvilket jeg synes er rigtig fint. Den ligger meget i den ånd, som vi i Danmark – og her hos Dissing+Weitling – tænker broer på. 

Jeg har selv gået på den. Man går ind gennem en meget, meget smuk kløft, som ligner noget fra Ringenes Herre. Når man står på broen og kigger op, kan man endda se en meget lille vejbro, der kommer ud af klipperne. Det ligner virkelig noget fra en film. Det er meget, meget smukt.«