DEN DANSKE BROBYGGERÅND

MØD DANNY VERGARA – BADASS BROBYGGER, DER KNÆKKER TAL OG KODER BROER

Danny Vergara er en af landets vildeste brobyggere. Og han har et godt bud på, hvorfor vi i Danmark er så vanvittigt gode til at bygge broer. En af de hemmelige ingredienser i blandingen er IBDAS. Hvad er så det? Og en anden er vores mentalitet. 

»Udefra set laver jeg nok alt det kedelige. Alle beregningerne. Fastlægger dimensioner. Jeg gør alt så slankt som muligt, så vi bruger så få materialer som muligt. Jeg tager alle dimensioner og gør dem så små, som de kan være, så de både kan holde og ikke fylder for meget i landskabet. Det er netop nogle af de ting, der har gjort os til verdens førende inden for kunsten at bygge broer: At kunne tænke slankt og at kunne beregne smart. 

»Hvis du ser broer som en vare, så er det en vare, du ikke vil gå på kompromis med. Alt skal være perfekt. Du kan ikke tåle fejl. Folk kan dø, hvis der er fejl« 

Danny Vergara
Ingeniør i COWI

Billede: Copyright COWI

Billede: Copyright COWI

Billede: Copyright COWI

Billede: Copyright COWI

COWI, hvor jeg arbejder, er førende fordi vi for snart 40 år siden skabte vores eget broprogram til at lave beregninger. Alle slags broer kan laves i det program – fra Storebæltsbroen til ‘hverdagsbroerne.’ Programmet hedder IBDAS. 

Det er kun COWI, der har adgang til det. Det er også kun folk fra COWI, der kan finde ud af det. Som ansat i COWI kommer du igennem et kursus i det – og det er nok kun en tredjedel af alle, der kommer igennem kurset, der så ender med at bruge det. Det er meget svært. Kurset tager kun et par uger. Men du kan først rigtigt finde ud af det, når du har arbejdet med det i fem år. Det er kodesprog. Det er ikke visuelt. Når det bliver så kompliceret, så er det kode. Ikke flotte tegninger. Så det er ikke for alle, bestemt. Men det er noget af det, der har sat Danmark på verdenskortet.

Men der er også en anden grund. Hvis du ser broer som en vare, så er det en vare, du ikke vil gå på kompromis med. Alt skal være perfekt. Du kan ikke tåle fejl. Folk kan dø, hvis der er fejl. Du er nødt til at have kvalitet. Og så kan det godt være, at Danmark er en lilleputnation og vi er præget af janteloven. Men vi har de vildeste uddannelser og vi har sans for kvalitet. 

Danmark er kendt for at tænke i simple løsninger. Det er ikke flamboyant. Du kan ikke pynte en bro. Pynt på en bro gør intet gavn. Tværtimod – den bliver tungere. Der kan komme mere vind på den. Det skal være simpelt og enkelt. Der er en mentalitet bag at bygge broer, der passer perfekt med den danske mentalitet. 

En bro er en nøgen konstruktion. Så snart du ser en bro, så kan du se præcis hvordan den er bygget, hvordan den fungerer og hvordan kræfterne går i den. Man kan se, hvad der er tænkt i designfasen. Det kan du ikke se på et højhus. Du aner ikke, hvad der bærer. Det gør du med det samme på en bro. 

Nøgne konstruktioner er vilde, fordi der ikke er noget fyld. Du kan ikke snyde med en bro. Sådan som den ser ud – ja, det er også sådan, den fungerer. What you see is what you get. Det er altid fascinerende at se, hvordan kræfterne løber på en bro. Det kan du ikke rigtig på andre konstruktioner. Broer er byggeriets reneste form.«